Foreningens Vedtægter

Vedtægter

for

Grundejerforeningen Gunilshøj Vest

8600 Silkeborg

Stiftet d. 7. april 2005


Navn, hjemsted og formål:

§ 1

Foreningens navn er Grundejerforeningen Gunilshøj Vest, 8600 Silkeborg, og hjemsted er Silkeborg Kommune under Retten i Silkeborg, der er foreningens værneting.

§ 2

Foreningen er stiftet med hjemmel i lokalplan 151.10for Silkeborg Kommune.

Grundejerforeningen skal forestå drift og vedligeholdelse af private veje, stier, fællesarealer, og skal sørge for, at hækbeplantningen langs overordnede fordelingsveje fremtræder med et ensartet præg.

Foreningen skal endvidere opmærksomt følge udviklingen i de tilgrænsende områder, og om muligt gøre foreningens eventuelle ønsker og indflydelse gældende med de af generalforsamlingen fastsatte generelle og specielle retningslinier.

Grundejerforeningen skal kunne udvides til også at omfatte andre områder beliggende udenfor lokalplanområdet, som naturligt hører til Gunilshøjområdet.

Foreningen er pligtig til efter påkrav at tage skøde på veje, stier, fællesareal mv.

Grundsælgeren afholder de med erhvervelsen forbundne omkostninger. Arealerne overtages i den stand, hvori de er og forefindes, og værdien af arealerne ansættes til kr. 0,00.

Områder og medlemskreds:

§ 3

Foreningens geografiske område er fastlagt i førnævnte lokalplan, hvortil henvises.

§ 4

Grundejerforeningens medlemmer er de til enhver tid værende ejere af ejendomme, som er beliggende indenfor foreningens område.

Medlemskab af grundejerforeningen er pligtmæssigt, og det er uden betydning for medlemskabet, om den matrikulerede ejendom er bebygget eller ej.

Med 2/3 af de på en generalforsamling mødende medlemmer kan det besluttes, at ejere af grunde udenfor området skal optages som medlemmer af foreningen, eller denne skal sammenlægges med en anden grundejerforening.

Med samme flertal kan det besluttes, at der indenfor et delområde kan oprettes en sekundær grundejerforening, der da er medlem af grundejerforeningen.

Repræsentation sker i henhold til vedtægterne for den sekundære forening. Den enkelte bolig kan ikke være repræsenteret mere end én gang. Oprettes en sekundær forening, har denne ret til at være repræsenteret med ét medlem i bestyrelsen for grundejerforeningen.

Medlemmernes forhold til foreningen:

 § 5

Generalforsamlingen afgør, i hvilket omfang finansieringen og administration af de til foreningen henlagte opgaver alene skal ske ved opkrævning hos de enkelte medlemmer eller tillige ved optagelse af lån.

Det enkelte medlem er pligtigt at betale de til enhver tid af generalforsamlingen fastsatte bidrag.

Ved ikke rettidig betaling af skyldige beløb skal det pågældende medlem – ud over alle med inddrivelsen forbundne omkostninger – tillige betale et morarentebeløb på 2 % pr. påbegyndt måned af det skyldige beløb.

§ 6

Et medlem betaler bidrag for hver ejendom, medlemmet ejer.

Bidragene for hver ejendom eller boenhed skal være af samme størrelse uanset ejendommens arealmæssige størrelse eller anvendelse.

Det påhviler bestyrelsen at hensætte en på hvert års ordinære generalforsamling nærmere oplyst andel af det samlede bidrag til en vejfond (§ 25).

§ 7

I forhold til tredjemand hæfter medlemmerne ikke for foreningens forpligtelser med andet end deres andel i foreningens formue.

I forhold til foreningen hæfter medlemmerne personligt pro rata, hvilket også skal gælde for tab, som foreningen har på enkelte medlemmer.

§ 8

Når et medlem overdrager sin ejendom eller på anden måde ophører med at være ejer af denne, er den pågældende fra dette tidspunkt ophørt med at være medlem af foreningen og kan intet krav rette mod dennes formue.

Den nye ejer indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser overfor foreningen, idet den tidligere ejer dog tillige vedbliver at hæfte for eventuelle restancer overfor foreningen, indtil den nye ejer har berigtiget restancerne og overtager forpligtelserne.

Den tidligere og den nye ejer er solidarisk forpligtede til at anmelde ejerskiftet til foreningen og i forbindelse hermed at oplyse den nye ejers navn og bopæl samt den tidligere ejers nye bopæl.

Foreningens ledelse og administration:

§ 9

Generalforsamlingen er grundejerforeningens højeste myndighed.

Medlemmer af ejerens husstand har adgang til at overvære generalforsamling jfr. herved § 12.

§ 10

Et medlem har på generalforsamlingen en stemme for hvert bidrag, der er pålagt medlemmet.

§ 11

Hver boligenhed, der er pålagt bidrag til grundejerforeningen, råder over en stemme.

Medlemmerne bestemmer selv, hvem der skal udøve stemmeretten.

Såfremt stemmeretten således udøves af andre end ejeren, giver denne oplysning herom til foreningen.

§ 12

Ordinær generalforsamling skal afholdes i Silkeborg Kommune.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned.

Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel ved skriftlig meddelelses til hvert enkelt medlem under den i medlemsprotokollen anførte adresse, ligesom foreningen fremsender meddelelses til de brugere eller lejere, der i henhold til § 11 ovenfor i foreningen er anmeldt som stemmeberettigede.

Dagsordenen, der fastsættes af bestyrelsen, skal meddeles hvert enkelt medlem samtidig med indkaldelsen.

Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 1. marts. Sådanne medlemsforslag udsendes sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen enten således, at der i dagsordenens punkt 4 (jfr. nedenfor) redegøres for forslaget, eller forslaget vedlægges som bilag til dagsordenens punkt 4.

Forhold, der ikke er anført på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning.

På den ordinære generalforsamling skal følgende punkter behandles:

1.       Valg af dirigent

2.       Bestyrelsens beretning for det forløbne år

3.       Aflæggelse af regnskab underskrevet af bestyrelsen og revisor

4.       Forslag fra bestyrelsen og/eller medlemmer

5.       Vedtagelse af budget og fastsættelse af bidrag

6.       Valg af bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter

7.       Valg af revisor og revisorsuppleant

8.       Eventuelt

§ 13

Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme varsel som den ordinære, afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt eller efter skriftlig begæring herom til bestyrelsen af et antal medlemmer, der tilsammen besidder ¼ af stemmerne i foreningen. I begæringen, der skal være skriftlig motiveret, skal dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling angives.

Når begæring om afholdelse af ekstraordinær generalforsamling er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden 6 uger efter begæringens modtagelse, idet juli måned dog ikke medregnes.

Hvis ikke mindst ¾ af de medlemmer (stemmeberettigede), der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er til stede på generalforsamlingen, kan dagsordenen nægtes behandlet af generalforsamlingen.

§ 14

Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivl spørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen. Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen, suppleant, kasserer, revisor eller revisorsuppleant for foreningen.

§ 15

Afstemningen sker ved håndsoprækning, medmindre generalforsamlingen eller dirigenten bestemmer, at afstemningen skal være skriftlig.

Stemmeafgivningen kan ske ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem, bruger eller lejer. Intet medlem kan dog afgive stemme i henhold til mere end 2 fuldmagter.

Fuldmagt til en ordinær generalforsamling skal også være gældende på den ekstraordinære generalforsamling, der måtte blive bestemt på den pågældende ordinære generalforsamling, medmindre fuldmagten udtrykkeligt angiver andet eller bliver tilbagekaldt.

Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal, medmindre vedtægten bestemmer andet. Ved stemmelighed bortfalder forslaget. Blanke stemmer medregnes ikke.

Over det på generalforsamlingen passerede, skal der udarbejdes et referat, der underskrives af dirigenten og formanden, hvorefter det har fuld beviskraft i enhver henseende.

§ 16

Senest 1 måned efter generalforsamlingens afholdelse udsendes referat fra bestyrelsen til hvert enkelt medlem.

§ 17

Når der på generalforsamlingen er truffet gyldig beslutning om forhold af fælles interesse, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendigt til gennemførelse af generalforsamlingens beslutning.

§ 18

Bestyrelsen består af 5 medlemmer.

Den valgte bestyrelse konstituerer sig med formand, næstformand og kasserer. I tilfælde af formandens forfald indtræder næstformanden som formand indtil næste generalforsamling.

Som suppleanter for bestyrelsen vælger generalforsamlingen 2 personer.

Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen. Suppleanter vælges for 1 år ad gangen.

Et bestyrelsesmedlem, der uden lovlig grund udebliver fra 3 på hinanden følgende bestyrelsesmøder må, hvis blot 1 medlem af bestyrelsen kræver det, udgå af bestyrelsen, og suppleanten indtræder da i den udtrådtes sted.

Såfremt antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang indenfor en valgperiode og efter suppleanternes indtræden i bestyrelsen bliver mindre end 3, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling.

Bestyrelseserhverv kan være lønnet efter gældende regler.

Valgbar som formand, kasserer, bestyrelsesmedlem i øvrigt eller suppleant er ethvert medlem, en bruger eller lejer i området, selvom den pågældende bruger/lejer ikke selv måtte være stemmeberettiget. Valgbare er endvidere den nævnte personkreds’ myndige husstandsmedlemmer.

  § 19

Generalforsamlingen vælger en revisor og en revisorsuppleant. Genvalg kan finde sted.

Revisor gennemgår mindst én gang årligt foreningens regnskab, der føres af kassereren efter bestyrelsens nærmere bestemmelse. Revisor kan forvisse sig om, at de i regnskabet opførte aktiver er til stede, hvorefter revisor indgiver sine revisorbemærkninger til bestyrelsen.

Revisor kan når som helst foretage kasseeftersyn.

§ 20

Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed, herunder drift og vedligeholdelse af fællesanlæg, og varetager foreningens formål og interesser.

Der afholdes møde, så ofte formanden eller 2 medlemmer finder det nødvendigt.

Der udfærdiges mødereferat i foreningens bestyrelsesprotokol. Referatet underskrives af bestyrelsen på næstfølgende bestyrelsesmøde.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede.

Bestyrelsens beslutninger træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, der kan bestå af foreningens medlemmer udenfor bestyrelsen. Dog skal formanden for udvalget altid være et bestyrelsesmedlem.

§ 21

Foreningen tegnes overfor tredjemand af 3 medlemmer af bestyrelsen i foreningen eller af formanden og et bestyrelsesmedlem i foreningen.

Bestyrelsen kan give fuldmagt til at råde over foreningens midler.

Regnskab og revision:

§ 22

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Første regnskabsår er dog fra foreningens stiftelse og til den førstkommende 31.12.

Regnskabet tilstilles revisor inden den 1. februar og skal af revisor være revideret såvel talmæssigt som kritisk så betids, at regnskabets hovedtal med revisorpåtegning kan udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelsen til generalforsamling.

  § 23

Medlemmernes indbetaling af bidrag foretages til det sted, som angives af bestyrelsen eller generalforsamlingen. Foreningens midler indsættes i pengeinstitut eller på girokonto i foreningens navn.

Kapitalforhold:

§ 24

Foreningen skal – bortset fra en vejfond og en eventuel grundfond og en rimelig driftskapital – ikke oparbejde nogen formue, men i økonomisk henseende alene hos medlemmerne opkræve de nødvendige bidrag til at bestride foreningens udgifter.

Det kan dog på en generalforsamling vedtages, at der skal ske henlæggelser til bestemte formål, f.eks. fornyelse og øvrige istandsættelser, og det kan på generalforsamlingen vedtages, at foreningen optager lån.

Foreningens kontante midler skal være anbragt i bank, sparekasse eller postgiro, dog skal det være administrator tilladt at have en kassebeholdning af en størrelse, som er nødvendig for den daglige drift.

Vejfond:

§ 25

Til imødegåelse af fremtidige udgifter til renovering af de i området udlagte veje, stier mv., hvorpå vedligeholdelsesforpligtelsen mv. påhviler foreningens medlemmer, hensættes hvert år en af generalforsamlingen bestemt andel af medlemsbidraget til en særlig vejfond, indtil fondens størrelse udgør 1 % af ejendommens samlede vurdering.

Vejfondens midler skal efter bestyrelsens beslutning anbringes enten i bank, sparekasse eller i børsnoterede obligationer, og renten af midlerne skal tillægges kapitalen.

Bestyrelsen er dispositionsberettiget over vejfonden til afholdelse af nødvendige ekstraordinære udgifter, som ikke kan dækkes af de løbende indbetalinger fra medlemmerne.

Regnskab vedrørende vejfonden indeholdende opgørelse af hver enkelt ejendoms andel forelægges på hvert års generalforsamling sammen med årsregnskabet.

Enhver ejendomsejer er berettiget og forpligtet til at overdrage sin andel i vejfonden ved salg af sin ejendom, men kan ikke på anden måde disponere over denne.

Løbende udgifter til vejens vedligeholdelse, herunder renholdelse og snerydning, betales over foreningens drift.

Budget og medlemsbidrag:

§ 26

Bestyrelsen udarbejder hvert år et budget, der viser foreningens forventede udgifter, og som forelægges generalforsamlingen til godkendelse.

Til dækning af foreningens udgifter betaler medlemmerne et på generalforsamlingen fastsat årligt beløb.

I tilfælde af uforudsete nødvendige udgifter er bestyrelsen bemyndiget til at opkræve ekstraordinære bidrag fra medlemmerne. Sådanne ekstraordinære bidrag må indenfor et kalenderår ikke uden godkendelse på en ekstraordinær generalforsamling samlet overstige 25 % af det sidste generalforsamling godkendte driftsbudget.

Efter godkendelse af årsregnskab på generalforsamlingen skal det ethvert medlem eventuelt påhvilende restbidrag indbetales til foreningen senest 14 dage efter påkrav.

Forskellige bestemmelser:

§ 27

Fremkommer der spørgsmål, hvorom denne vedtægt intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse, men skal dog forelægge sagen til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling. I særligt vigtige anliggender skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

§ 28

Generalforsamlingens beslutning om ændring af foreningens vedtægter kræver 2/3 majoritet blandt de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer (beregnet efter stemmeberettigede), som dog mindst skal udføre halvdelen af foreningens medlemmer (også opgjort efter antal stemmer).

Er det fornødne antal medlemmer ikke tilstede, men mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, indkaldes ny generalforsamling, der skal afholdes inden 1 måned. På denne generalforsamling skal forslaget vedtages, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer uden hensyn til de mødendes antal er for forslaget.

Generalforsamlingens beslutning om ændring af medlemmernes hæftelse, jfr. § 7, kan kun ændres ved enstemmighed blandt samtlige medlemmer/stemmeberettigede.

§ 29

Enhver ændring af forenings vedtægter kræver samtykke fra Silkeborg Byråd.

Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling.

Silkeborg, den 10. maj 2005

Nærværende vedtægter godkendes herved af Silkeborg Kommune, Teknisk Afdeling, den 12. maj 2005

Revideret udgave vedtaget på ekstraordinær generalforsamling.

Virklund, den 3. maj 2011

Således godkendt af Silkeborg Kommune

Byrådssekretariatet, 22. juni 2011

Anja Bergman Thuesen

Chefkonsulent

Nyeste kommentarer